Helsinki-deklarationen, som er Verdenslægeforeningens etiske principper og retningslinjer for forskning med mennesker, blev for nylig opdateret. Opdateringen indeholder en række væsentlige ændringer og tilføjelser til deklarationen blandt andet omkring videnskabelig integritet, diversitet og bæredygtighed. Opdateringen rummer dog også nogle mere grundlæggende skift i måden man ser på henholdsvis forsøgsdeltagere og såkaldte sårbare populationer, som er særligt værd at bemærke.

Vi siger deltagere, tak

Hvad angår synet på almene forsøgsdeltagere, indeholder opdateringen en betydelig sproglig ændring, i forhold til omtalen af de mennesker, der medvirker i kliniske forsøg. Hvor forsøgspersoner før blev omtalt som subjekter, bliver de nu refereret til som deltagere, hvilket også er afspejlet i den nye titel på deklarationen (og hvilket har været almindelig praksis i Nationalt Center for Etik i flere år). Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad man kalder folk, der medvirker i kliniske forsøg. Subjekter giver indtryk af, at der er tale om nogle, der medvirker passivt – nogle man laver forsøg på, og ikke nogen man laver forsøg med. Det stemmer dårligt overens med nutidens (og deklarationens eget) syn på almene mennesker som autonome og habile individer. I modsætning hertil er deltagere kendetegnet ved at være nogle, der medvirker aktivt og frivilligt, hvilket umiddelbart passer bedre med vores moderne idealer og menneskesyn.

Indragelse: før, under og efter

Denne ændring i synet på forsøgsdeltagere kommer dog ikke kun til udtryk rent sprogligt. Helt konkret indeholder opdateringen eksempelvis også nye passager omkring vigtigheden af at inddrage og engagere sig med de mennesker og lokalsamfund, der skal indgå i et forsøg – både før, under og efter forsøgets afslutning. Deltagere i kliniske forsøg skal således tænkes ind som aktive medspillere og ikke bare medvirke passivt.

Hvad angår medlemmer af såkaldte sårbare populationer, er der også foretaget en væsentlig ændring i den måde, man omtaler medlemmer af disse grupper. Hvor de før blev omtalt som mennesker, der af forskellige grunde er sårbare (i sig selv), bliver de nu snarere omtalt som mennesker, der har bestemte sårbarheder i visse sammenhænge. 

Denne ændring er en del af en mere fundamental ændring i deklarationens tilgang til medlemmer af disse populationer. Førhen var fokus primært rettet mod at beskytte medlemmer af disse populationer mod udnyttelse og overlast. I den seneste opdatering lægges der imidlertid også vægt på vigtigheden af at inddrage disse mennesker i forskning, eftersom systematisk udelukkelse fra forsøgsdeltagelse også kan have negative konsekvenser – som eksempelvis ringere adgang til evidensbaseret behandling.

En balancegang

Grænsen mellem beskyttelse og overbeskyttelse kan være hårfin, og det kan være svært at finde den rigtige balance. Det kommer det også til at være i fremtiden. Det er dog et vigtigt aspekt at få med ind i diskussionen omkring populationer med forskellige sårbarheder, at de også kan lide skade ved ikke at blive inddraget i forsøg.