De fire videnskabsetiske principper

Videnskabsetik baserer sig på en række etiske principper, der på hver deres måde danner grundlag for en række praktiske krav til videnskabelige projekter. Disse principper er reflekteret i internationale og nationale vejledninger, lovgivninger og reguleringer af videnskabelige forsøg. Det gælder ikke mindst inden for det sundhedsvidenskabelige område.

På denne side kan du læse mere om de fire mest prominente videnskabsetiske principper. De er ikke præsenteret i nogen prioriteret rækkefølge, da ingen af dem umiddelbart står hævet over de andre. De peger derimod alle på hver deres relevante etiske betragtninger, som skal vejes op imod hinanden, når der er konkurrerende hensyn på spil. For at kunne håndtere den slags etiske dilemmaer i forbindelse med videnskabelige forsøg er det dog nødvendigt at vide noget om, hvad der er på spil.

Autonomi

Forskning skal respektere menneskers ret til autonomi. Det betyder, at forskning skal respektere menneskers ret til at træffe deres egne beslutninger – i overensstemmelse med deres egne værdier og overbevisninger. Helt generelt fordrer hensynet til autonomi, at voksne habile mennesker i vid udstrækning skal have mulighed for at bestemme over deres eget liv. Autonomiprincippet fordrer således, at man ikke manipulerer med andre, eksempelvis ved at give dem forkerte oplysninger, eller ved at tilbageholde oplysninger, som kan forventes at have indflydelse på deres beslutninger. Dette princip fordrer også, at man ikke presser folk, eksempelvis ved at sætte omkostninger på deres valgmuligheder, og at man ikke tilskynder andre til at handle mod deres bedste interesser eller værdier, eksempelvis ved at betale dem for at tage meget store risici.

Deltagere i kliniske forsøg skal således (i hvert fald i udgangspunktet) give deres samtykke, før de må indgå i videnskabelige forsøg. Det betyder blandt andet, at deltagere skal oplyses tilstrækkeligt om eventuelle risici, ulemper og belastninger, der er forbundet med at deltage i forsøget. Det betyder også, at deltagere ikke må manipuleres, presses eller urimeligt tilskyndes til at give samtykke.

Hensynet til autonomi kræver dog vel at mærke mere, end at deltagere underskriver en samtykkeerklæring. Det er et vedvarende hensyn gennem hele forsøget. Det betyder blandt andet, at deltagere skal informeres, hvis der opstår nye relevante oplysninger, og at forsøgsdeltagere skal have mulighed for at forlade et forsøg uden at give en begrundelse og uden nogle negative konsekvenser for deres videre behandling.

Hensynet til autonomi indebærer også, at der er grænser for, hvor vedholdende man må være omkring rekruttering af potentielle deltagere, og hvor insisterende man må være omkring opfølgning af forsøgsdeltagere via telefonopkald eller breve. Endelig fordrer hensynet til autonomi, at forsøgsdeltagere både skal have mulighed for at fravælge oplysninger om eventuelle tilfældighedsfund og sekundære fund, der måtte opstå under et forsøg, og mulighed for at modtage oplysninger om forsøgets resultater efter dets afslutning, hvis de ønsker det.

Godgørenhed

Forskning skal fremme det gode. Det betyder helt overordnet, at forskning skal skabe tilstrækkelig meget værdi til at opveje eventuelle risici, ulemper eller belastninger forbundet med udførelsen af forsøget. Det gælder både hvad angår formålet med at udføre forsøget, sandsynligheden for at projektet lykkes, brugbarheden af forsøgets resultater og så videre. Dårlig forskning er nemlig i bedste fald et spild af tid og sparsomme ressourcer. I værste fald risikerer det at udsætte forsøgsdeltagere for unødige risici.

Det er dog værd at bemærke, at det ikke er alle former for goder, der tæller i denne sammenhæng. Eksempelvis er det formodentlig et gode for forsøgspersonalet, at de bliver betalt for at udføre forsøget, men den slags goder tæller ikke med i den videnskabsetiske vurdering. I en videnskabsetisk sammenhæng handler det derimod om potentialet for henholdsvis at kunne gavne den enkelte deltagers sundhed (individuel værdi), eller mere bredt om bedre at kunne forstå eller behandle sundhedsmæssige problemer til fordel for det bredere samfund (social værdi).

I forbindelse med videnskabelige projekter skal det således kunne godtgøres, at der søges svar på nye spørgsmål, at designet på et forsøg er velvalgt i forhold til det spørgsmål, der søges besvaret, at projektet er praktisk gennemførligt, at forsøgsansvarlig er kompetent og så videre. Dette skal alt sammen sikre, at projektet har potentiale til at bidrage med den relevante form for værdi for enten deltagerne selv eller det bredere samfund.

I nogle typer af forsøg er der dog vel at mærke et skærpet krav til nyttevurderingen af et forsøg i den forstand, at der skal være en videnskabeligt begrundet formodning om, at deltagerne vil have udsigt til en direkte klinisk gevinst ved at deltage i forsøget. Det kan eksempelvis være i visse typer af forsøg med sårbare populationer. I den type forsøg skal det derfor kunne godtgøres, at deltagere vil have udsigt til en sundhedsmæssig fordel, der flyder direkte fra interventionen i forsøget. I den slags forsøg er det således ikke nok, at forsøget potentielt kommer andre til gavn, og det er heller ikke nok, at det kun gavner deltagerne indirekte (eksempelvis ved at inkludere undersøgelser, der kan have en sundhedsmæssig fordel i sig selv).

Ikke-skade

Forskning må ikke gøre skade. Det betyder helt overordnet, at der er grænser for, hvor store risici, ulemper og belastninger man må udsætte forsøgsdeltagere for. Det gælder vel at mærke også selvom et projekt har potentiale til at skabe meget stor værdi, og også selvom projektet på alle måder respekterer deltagernes autonomi.

Ikke-skadesprincippet er på nogle måder en modsætning til godgørenhedsprincippet. Men hvor sidstnævnte fordrer, at der er visse ting man aktivt skal gøre, så fordrer ikke-skadesprincippet, at der er nogle ting, som man ikke må gøre. I en forskningsmæssig sammenhæng indebærer det blandt andet, at man ikke må inddrage unødigt mange forsøgsdeltagere, at man ikke må påføre deltagere risici, der ikke er forsvarlige i sig selv, at man ikke må udføre unødige forsøgsprocedurer, at man ikke må spilde deltageres tid og så videre.

Ikke-skadesprincippet sætter således grænser for, hvor meget skade man må påføre forsøgsdeltagere i videnskabens navn, uagtet hvor meget godt, der ellers kunne komme ud af et forsøg. Dette princip sætter med andre ord det enkelte individs interesser over hensynet til det bredere samfund, når det handler om aktivt at udsætte deltagere for risici. Det gælder vel at mærke ikke kun for fysisk skade, men også for psykologisk skade (såsom traumer), økonomisk skade (såsom tab af arbejdsevne) eller social skade (såsom stigmatisering).

Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at der i nogle typer af forsøg er skærpede krav til risikovurderingen i forbindelse med forsøget. Det kan eksempelvis være i forbindelse med visse typer af forsøg, hvor der ikke er udsigt til direkte gevinst for deltagerne. Det kan også være i forbindelse med akutforskning, eller placebokontrollerede forsøg hvor der allerede findes en aktiv behandling. I den slags forsøg er der således yderligere grænser for, hvor meget (og hvilke former for) skade, man må påføre forsøgsdeltagere for at fremme videnskabelige og almene interesser.

Retfærdighed

Forskning skal være fair. Det betyder helt overordnet, at man skal sikre en rimelig fordeling af de goder og byrder, der flyder fra et videnskabeligt forsøg, undgå unødig inddragelse af sårbare populationer og sikre lige muligheder for at deltage i videnskabelige forsøg.

Hvad angår fordelingen af goder og byrder, skal det (alt andet lige) sikres, at forsøgspopulationen er den samme som behandlingspopulationen. Det skal med andre ord i udgangspunktet sikres, at den gruppe, der bærer de sundhedsmæssige risici, ulemper og belastninger ved at deltage i forsøget, også er den gruppe, der potentielt vil have gavn af forsøgets gennemførelse. Det skyldes således ikke kun videnskabelige hensyn, men også et hensyn til retfærdighed, at forsøgspopulationen (alt andet lige) er sammenfaldende med behandlingsgruppen.

Det er dog i forlængelse af ovenstående helt afgørende, at medlemmer af såkaldte sårbare populationer ikke inddrages unødigt i forsøg. Det er nemlig også et vigtigt retfærdighedsmæssigt krav, at de stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at der tages særlige hensyn til de dårligst stillede. Hvis det er på nogle måder er muligt at lave forsøget på andre populationer først, skal man derfor i udgangspunktet starte der, før man begynder at inddrage medlemmer af en sårbar population.

Derudover indebærer hensynet til retfærdighed, at deltagere skal kompenseres for deres udgifter til at deltage i et forsøg, eksempelvis i form af yderligere transportudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste. Ikke kun af hensyn til en fair fordeling af goder og byrder, men også af hensyn til lighed, hvad angår muligheden for at deltage i videnskabelige forsøg. Endelig fordrer retfærdighedsprincippet, at der aktivt gøres en indsats for at indrullere medlemmer af underrepræsenterede grupper i forskningsprojekter, så alle medlemmer af samfundet kan få deres rimelige andel i frugterne af videnskabelige forsøg.

Senest opdateret 01-02-2024
Ikon der viser en hånd med fire fingre oppe.

Indhold på siden