Retrospektiv indrullering

I de fleste projekter indrulleres deltagere fremadrettet (prospektivt), altså inden de får foretaget et indgreb eller udsættes for en eksperimentel behandling. I nogle projekter rekrutteres deltagere imidlertid enten helt eller delvis bagudrettet (retrospektivt), altså efter det indgreb eller den behandling, som man ønsker at undersøge. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det kan det være – afhængigt af det konkrete projekt.

Hvad er problemet?

Et af de primære problemer ved retrospektiv indrullering er, at man kan risikere at introducere en form for selektionsbias i forsøgets resultater, eftersom det kun er folk, der rent faktisk har overlevet den relevante intervention, som man vil kunne indrullere på den måde. Skulle nogen være døde i forbindelse med interventionen, kommer deres data nemlig ikke med i forsøgets endelige resultater. Denne form for bias kaldes mere præcist for survivorship bias, eftersom den farver konklusionen i retning mod de overlevende (en sub-gruppe) frem for den fulde population.

Dette problem opstår således potentielt, når der er en vis risiko for, at deltagere kunne dø i forbindelse med den intervention, som man ønsker at undersøge. Det er derfor særlig relevant for studier, hvor dødsfald er et af de primære endepunkter. Det er eksempelvis ofte tilfældet, når det handler om kunstige hjerteklapper eller lignende implantater.

Et andet potentielt problem ved retrospektiv indrullering er såkaldt immortal time bias. Denne form for bias kan opstå, når der er en tidsperiode gennem forsøget, hvor en relevant begivenhed ikke kan finde sted for visse deltagere (da de i så fald ikke havde været med eller havde været placeret i en anden gruppe under studiet). Forestil dig eksempelvis, at man gerne vil undersøge, hvorvidt en bestemt behandling kan forebygge tilbagefald for en bestemt gruppe af patienter efter et indgreb. Behandlingen foretages i praksis inden for en vis tidsramme efter indgrebet. Man kigger derfor på en gruppe, der har modtaget den forebyggende behandling, og en gruppe, der ikke har modtaget behandlingen. Det viser sig, at dem, der modtog behandlingen havde færre tilbagefald.

Det er dog ikke ensbetydende med, at den forebyggende behandling havde en positiv effekt. Der var nemlig ingen af dem i gruppen, der modtog forebyggende behandling, som (i sagens natur) kunne have oplevet et tilbagefald inden tidspunktet for den forebyggende behandling – i så fald var de nemlig blevet placeret i den anden gruppe af forsøget. Man kan derfor ikke i den situation udelukke, at en eventuel forskel mellem grupperne helt eller delvist kan tilskrives en skævvridning mellem deltagerne, snarere end en positiv effekt af behandlingen. Dette problem opstår således potentielt, når fordelingen af deltagere i forsøgets forskellige grupper er sensitiv over for de forhold, som man ønsker at undersøge i projektet.

Hvordan kan man løse det?

Hvis komiteen vurderer, at der er en væsentlig risiko for survivorship eller immortal time bias, kan man selvfølgelig bede ansøger om at fjerne den retrospektive del af indrulleringen. Det løser ikke problemet, men træder mere udenom problemstillingen, og det er ikke altid en mulighed, hvis det er den eneste form for indrullering, der foretages i studiet. Nogle gange kan det være tilstrækkeligt at bede ansøger om at præcisere, at forsøgets resultater udelukkende vedrører dem, der overlevede proceduren eller behandlingen. På den måde får man en mere afgrænset undersøgelse med et mere præcist resultat. En tredje mulighed er at bede ansøger om at forholde sig eksplicit til risikoen for survivorship eller immortal time bias i analysen af studiets resultater. Det kan imidlertid være en krævende affære at justere for den slags potentielle effekter, og justeringer i studiets analyse kan samtidig risikere at introducere andre former for bias i fortolkningen af forsøgets resultater.

Senest opdateret 01-02-2024

Indhold på siden